Bum! Så fylder man år igen, for 29. gang. Og ærlig talt, så synes jeg ikke 29 klinger skidegodt – og det er heller ikke et pænt tal! Men når det SÅ er sagt, så er der jo kun 1 år til den store fest. Og 1 år tilbage at skabe sig tosset i, uden mærkelige miner fra folk 😉

Og for første gang i hele mit liv er jeg ikke hjemme på min fødselsdag og i selskab med enten familie eller venner. Jeg er blevet ”voksen” og er taget til Århus med mit arbejde, hvor vi har et personalearrangement. Men jeg er heldigvis blevet fejret af mine skønne kollegaer fra Århus med god mad og fantastisk musik show (Firserne Forever). Og nu vil jeg snart lukke mine øjne i Århus og tænke på min kæreste og dyr derhjemme.

***

Livet som 28-årige bød på mange udfordringer – ikke mindst min kæmp med vægten, kosten, motionen og stressen. Men har besluttet at mit liv som 29-årige skal være meget mere afklaret. Altså ikke at jeg garanterer at jeg vil være det, men vil PRØVE. Jeg vil prøve endnu en gang at acceptere:

  • Hvis jeg ikke selv kan gøre noget ved tingene, vil jeg ikke bruge energi, tid eller kræfter på det.
  • Hvis jeg KAN gøre noget ved tingene, vil jeg også gøre det og ikke bare tænke det.
  • Jeg vil acceptere at tingene ikke altid foregår, som jeg gerne vil have det.
  • Jeg vil skrue mine forventninger ned til andre og skrue dem op for mig selv.
  • Jeg vil have tid til at udvikle mig og være kreativ.
  • Jeg vil bruge min tid på det, der gør mig glad.
  • Jeg vil have råd til rejser og oplevelser.
  • Jeg vil smile og grine hver dag.
  • Jeg vil nyde det sidste år i tyverne.

 

Jeg tror på, at mine andre små kampe vil blive bedre med denne huskeliste i baghovedet. Såsom at prioritere sit liv over sit eget liv – Altså, hvad er vigtigst?

  • At sætte fokus på min PCOS; dyrke motion HVER dag, spise sundt HVER dag, tage hensyn til mine ”må og ikke-må” HVER dag, for at få et bedre og sundt liv.
  • At sætte fokus på det, der gør mig glad og giver mig overskud i hverdagen LIGE NU OG HER!

Bevares, de to ting hænger naturligvis sammen. Men jeg kan ikke både bruge mange timer på hjemmelavet speciel mad og motion hver dag, samtidigt med at jeg skal bruge tid på at være kreativ, sjov og selskabelig. Og ikke mindst ordne de 117 små gøremål, der er i hverdagen. Så må prøve at oprette en balance mellem de to fokuser. Det må være mit mål, frem til jeg bliver 30 år. Så kommer der nok nye mål 😉

***

Siden sidst kan jeg dertil fortælle at vi er blevet færdige med badeværelset – og nørjh det er lækkert! Det giver en hel speciel tilfredsstillelse at se noget, man selv har været med til at designe og lave – joooeh bevares, har måske ikke lavet det meste derude, men har sørget for nipse-tingene :-)

Vi har også været på en tiltrængt ferie til Cypern – og nørjh det var også lækkert! Skønt luksus hotel, uden børn – kun mig og min kæreste og 25-30 grader. Det er bestemt noget vi vil gøre igen og håber på at få tid og råd til det næste år. Det burde jo være lovkrav at folk kunne rejse ned til sydens sol og varme, når den begynder at forsvinde derhjemme.

Men snart kan vi begynde at se frem til juuuuul, som jeg også glæder mig til. Dog behøver jeg ikke at købe pebernødder og brunkager NU 😉

 

Masser af kærlighed til jer alle :-)