Min næste udfordring bliver så at få folk til at forstå mit mad dilemma. Når vi skulle ud til selskaber, hvor jeg vidste der kun ville være brød, tog jeg mit eget med (rugbrød eller boller), men følte mig altid lidt speciel – på den ufede måde! Hej, her kommer jeg – dit brød er ikke godt nok til mig, for jeg skal spise SUNDT! Og det var jo ikke det jeg ville give udtryk for. Det gjorde det heldigvis lidt nemmere, at man kunne forklare det var en intolerance og at jeg ville blive syg hvis jeg spiste det ”forbudte”. Det er heldigvis ved at blive en anelse nemmere, da andre også lider af intolerance og flere undgår de “forbudte” madvarer.

Har selvfølgelig også en (evig) kamp med mig selv! Nogle dage er jeg super stædig og rigtig god til at undgå alt det usunde og bliver SÅ stolt af mig selv, når jeg takker nej til det usunde også selvom det foregår lige foran næsen på mig. Andre dage kæmper jeg for at modstå alle de fristelser men falder selvfølgelig i.. Det hænger tit sammen med min såkaldte modløshed, humør og hormonerne 😉

Kampen kan også foregå mod min kæreste, når jeg en sjælden gang spiser (eller overspiser) noget jeg ikke må. Han er jo udmærket klar over konsekvenserne (ligesom jeg selv er, men ignorerer!). Så bliver jeg jo trodsig – der er da INGEN, der skal bestemme, hvad jeg skal putte i MIN mund! Med det resultat, at jeg ligger i fosterstilling og har en kæreste, der kigger på mig med ”hvad sagde jeg” øjne, men er så sød at han ingen ting siger…

Har nok bare et temperament, der gør at jeg bliver stædig. Og et hormon niveau, der gør mig lækkersulten 😛 Vi skal jo alle lære gennem hele livet…