Så kom tiden ”endelig”, som jeg havde ventet længe på. At mærke pigerne inde i maven. Som skrevet tidligere er det den næste ting jeg havde glædet mig til, efter at man med (næsten) sikkerhed kunne se babybulen og ikke kun deller :-)

Det er en hel speciel følelse, som ikke kan beskrives, men skal opleves. Jeg mærker pludselig at der rent faktisk er nogle derinde og det er hyggeligt. Med tiden bliver puffene pludselig til mere end små kærtegn – det bliver til store sommerfugle og nu (26. uge, til orientering er de 30 cm fra hoved til fod, og vejer sig 700 gram hver) små museunger, der vender og drejer sig og rent faktisk også har et temperament! :-O Min krop er ikke længere min, men også et hjem for to små babyer, der vokser sig større for hver dag. Følelsen af at være overtaget (ja, så mange aliens-film som ung), havde jeg ikke set komme.

Jeg vænnede mig hurtigt til det, og til deres ”rutiner” og mønstre og kunne mærke at de reagerede på forskellige ting; smage, lyde, tilstande osv. Men pludselig en dag blev der stille i den ene side. Jeg havde ikke mærket tvilling B (Blip) hele dagen, som plejede at ligge i min højre side af maven. Vi er jævnligt til scanning, så vi kan se hvordan de ligger derinde. Jeg blev selvfølgelig nervøs og ringede til jordemoderen om aftenen, efter en masse koldt vand og afslapning og musik, som plejer at hjælpe. Jeg kom ind på Roskilde sygehus, hvor de ville tjekke mig. Eftersom der var to var det ikke nok at lytte, så jeg blev også scannet. Først der gik det op for mig, hvilken situation jeg var i! Og ikke mindst min kæreste, som ingen ting kan mærke, men kun kan følge med i på sidelinjen. De var der naturligvis begge to og med fine hjerter og masser af aktivitet – de havde bare rykket rundt inde i maven, så nu lå de pludselig helt anderledes end jeg havde været vant til, og derfor føltes det som om jeg kun kunne mærke Blop (i venstre side). De lå som altid og sparkede lidt til hinanden (ægte søskende kærlighed ;-)). Fik da heldigvis ros af jordemoder og læge for at komme ind, så det var rart at vide, at jeg ikke bare var pylret (de har nok en anden mening, når jeg campere udenfor an Roskilde sygehus, når jeg har født).

Efter sådan en oplevelse går det op for mig, at jeg rent faktisk skal være mor, og ikke bare er gravid (det har ellers været min sindstilstand) de sidste par måneder. For det første har jeg et ansvar over for mig selv og min krop og de små Blopper inde i maven og ikke mindst hele deres liv, både nu og når de kommer til verdenen.

Her dagen efter, kan jeg mærke dem begge igen og har en god fornemmelse af hvem, der sparker de forskellige steder. Det kan jeg så sidde og smile af resten af dagen, for jeg skal være mor!